Døbefont med låg

Da Højslev Kirke blev bygget for om. 800 år siden, fik den også en døbefont. Måske var det en af stenhuggerne, der var med til at hugge de store kvadre til kirkens mure, der også fik til opgave af en kæmpegranitsten at udhugge fonten. Vi må dog regne med, at en kunstner til slut har hugget motiverne på fontens ydersider. Det var specialistarbejde, og det overlod man ikke til en simpel stenhugger.

Højslev Kirkes døbefont er en af Løvefontene, som der findes en del af i Midtjylland. På fontens sider er grumme løver ved at æde et stakkels menneske. Motivet betyder det godes kamp mod det onde.

Kunstneren har vist aldrig været udenlands og se løver. Vores løver i Højslev Kirke minder en hel del om rare hunde. På fontens firkantede fod finder vi fire menneskehoveder. Det ene er mindre end de øvrige, og det vender på hovedet. Kigger man godt efter, så ligner det en pæn mand i jakkesæt (reverset ses tydeligt).

En middelalderhistoriker på besøg i kirken tolkede det således som en advarsel til kirkens menighed:

"Er du en synder, så kommer du i helvede,- og med hovedet forrest."

Historikere med forstand på døbefonte mener i øvrigt, at Højslev Kirkes døbefont senere er blevet pyntet op af en anden stenhugger eller kunstner. Dekorationen er næsten for pæn og pyntelig.

I de første mange år - op til reformationen - stod døbefonten nederst i kirken ved kvindedøren i kirkens nordside. Kvindedøren er for længst muret til, men man kan se, hvor den har været, hvis man går en tur rundt om kirkens nordside. Mænd og kvinder måtte ikke gå ind af den samme dør eller opholde sig i samme side af kirken. Mændene gik ind af syddøren (den nuværende indgang gennem våbenhuset). Kvinderne måtte bruge norddøren.

Et nyfødt barn blev betragtet som urent, var besat af djævlen, indtil det var døbt. Derfor skulle barnet døbes så tæt på kirkedøren som muligt. Ved dåben blev barnet Guds barn og udgjorde ikke mere en fare for andre.

Når kvinden var kommet ind til døbefonten, klædte hun barnet af (helt af), og præsten sænkede det ned i vandet tre gange. Bagefter blev barnet tørret og fik sit fine dåbstøj på.

Det kunne være en kold omgang. Kirken var ikke opvarmet dengang. Om vinteren måtte man til tider hugge isen i døbefonten i stykker, før spædbarnet kunne døbes. Man forstår, at mange spædbørn blev syge og døde. Hele året var det den samme portion vand, der stod i døbefonten. Et fint dåbsfad af messing eller sølv kendte man ikke til, og kirketjeneren lunede ikke vandet før dåben, som han gør i dag. Ved forårstid lod man det gamle dåbsvand løbe ud af et hul i bunden af døbefonten. Det blev på denne måde inde i kirken, og man smed ikke helligt vand ud. Fonten er jo nok blevet gjort ren. Der blev hældt nyt vand i, og præsten velsignede det. Denne portion vand blev så brugt helt til næste forår. Der blev i løbet af sommeren snavset. Der kunne være både tudser, insekter og andet småkravl deri. Og måske var alle spædbørnene ikke lige gode til at holde på vandet under dåben.

Efter reformationen flyttede man døbefonten tættere på alteret, et tegn på, at det lille barn, der skulle døbes nu tilhørte menigheden og ikke var djævlens yngel.

Ægteparret Juul, der ejede Staarup Hovedgaard, skænkede en dåbshimmel til kirken. Det var et slags låg, der ved hjælp af et snoretræk kunne hejses op og ned. Når døbefonten ikke var i brug, blev låget hejset ned. Så havnede der ikke så mange fluer i dåbsvandet. Skulle der være dåb, så blev låget hejst op.

Senere skulle spædbørnene ikke dyppet helt under vandet, men kunne nøjes med de tre håndfulde vand, som bruges i dag.

Der blev købt et fint dåbsfad i messing, som i dag står i døbefonten. Juulernes fine dåbshimmel blev pillet ned, men endte heldigvis ikke som brænde. Den lå i mange år på kirkeloftet, og senere blev den hentet frem og sat op igen. Den bruges ikke mere til at hejse op og ned over døbefonten, men den pynter i kirken og minder om giverne fra Staarup Hovedgaard.

Inger Nellemann Sørensen